Efter stabil tilgang af nye modtage- og ressourcestationer på Sjælland, Lolland og det Sydjyske dækker miljøkoncernen Damifo nu også Fyn. Det sker med købet af nedriver- og entreprenørvirksomhed Genknus & Kabell A/S, der ud over at drive modtagestation for bygnings- og anlægsaffald også løser nedrivnings og miljøopgaver med speciale i jernbaner. Stifter- og ejerparret Jette og Lasse Kabell fortsætter i virksomheden.
Det er en af branchens ældste nedriver- og affaldsvirksomheder på Fyn, der nu skifter ejer. Salget af Genknus & Kabell A/S i Odense til den voksende Damifo-koncern sker som led i et generationsskifte, hvor indehaverparret Jette og Lasse Kabell med Lasses dåbsattest fra 1959 begynder at forberede pensionsalderen.
- Når man er selvstændig, er det jo en lang proces både mentalt og formelt at skille sig af med en stor del af ens liv. Derfor er det vigtigt, at man har det godt i maven, når man skal videregive sit livsværk, fortæller Lasse Kabell, der er 64 og sammen med sin hustru Jette kan fejre 40 års firmajubilæum i 2026.
Fælles værdier og grønne ambitioner
Dansk Miljøforbedring A/S blev etableret i Roskilde i 2014 med et målrettet fokus på at reducere de affaldsmængder, der bliver brændt af eller ender på deponi, men i stedet skal indgå i et nyt kredsløb som ressource. Ambitionerne på genanvendelsesområdet og de klassiske virksomhedsværdier om god kundebetjening og ordentlighed er sammenfaldende med Kabells – og er en af årsagerne til familiens salg til netop Damifo.
- Egentlig forstår vi ikke alt det her miljø- og klimahalløj. For os er genanvendelse jo sund fornuft. Når vi eksempelvis har revet bygninger ned, har det altid været både vigtigt og rigtigt at genbruge så meget som muligt. Døre, vinduer og mange andre elementer udgør en værdi, så for os har det fra vores første opgave i 1986 givet mening at sætte produkter fra nedrivningsopgaver i system, fortæller Lasse Kabell.
Blandt nedrivnings- og entreprenøropgaverne er også erfaring inden for de store jernbaneprojekter, der genererer meget specialaffald. Siden 1990’erne har virksomheden vundet flere udbud i forbindelse med omdannelsen af de gamle færgearealer, der blev erstattet af Storebæltsbroen.
Til fordel for miljø og marked
For Damifo er visionen, at så meget materiale skal modtages og behandles i Danmark og helst så tæt på byggepladsen som muligt for at mindske transportbehovet. Samtidig vil en landsdækkende tilstedeværelse give mulighed for at håndtere større volumener og specialprodukter til fordel for miljøet og markedet.
- Med et voksende net af modtagestationer i Danmark får vi tilført ny viden og kompetencer. Det skaber en størrelse og skala, hvor vi både kan effektivisere og skabe synergier i processerne om de gængse ressourcetyper, mens vi på forskellige lokationer kan specialisere os i områder. Dermed sikrer vi, at koncernens samlede viden kommer de andre pladser og kunderne til gode, siger adm. direktør John Kaldahl fra Damifo A/S og fortsætter:
- Ved at kunne håndtere mere i Danmark, bidrager vi også til at reducere de mængder, der i dag bliver sendt til behandling i udlandet, understreger John Kaldahl.
Fyn strategisk led i vækststrategi
Første kontakt mellem Kabell og Damifo blev skabt i 2018, men andre opkøb lå først i miljøkoncernens vækststrategi. Så for at sikre en god proces for både kunder og medarbejdere måtte Fyn vente, indtil koncepter, organisation og kapital var klar, til at Damifos ledelse kunne indlede en konkret forhandling med Jette og Lasse Kabell.
- I 2018 overtog vi det fælleskommunale Dansk Affald A/S i Vojens. Efter massive investeringer kunne vi fire år senere indvie Danmarks første plastsorteringsanlæg, hvor 100% genanvendelse af plast blev muliggjort, fortæller adm. direktør John Kaldahl fra Damifo A/S og fortsætter:
- Efter en kort corona-forsinkelse rykkede vi i 2021 ind på Refas miljøcenter Gerringe ved Rødby. På et 77.000 m2 stort areal modtager vi i dag erhvervsaffald til sortering og rene affaldsfraktioner til genanvendelse. Sidste år åbnede vi en miljøstation i Ringsted med speciale i asfalt, og senest har vi overtaget Borup Ressourcecenter ved Køge. Nu er de forskellige faciliteter godt kørt ind og organisationen på plads. Og dermed var vi klar til at indlede en seriøs dialog med Jette og Lasse om deres veldrevne virksomhed i Odense, siger John Kaldahl.
Ligesom deres søn og alle 12 medarbejdere fortsætter både Jette og Lasse Kabell i virksomheden, der forbliver på Teglværksvej 19 i Odense, men i forbindelse med salget skifter navn til Damifo Odense A/S og i forbindelse med ejerskiftet får Martin Johansen som direktør.
Flere lokationer er på vej
Mens Damifos koncernomsætning i 2023 passerede 165 mio., omsætter Genknus & Kabell for ca. 30 mio. på et almindeligt år, og Damifo-koncernen nærmer sig dermed en kvart milliard i omsætning. Målet er at overtage eller åbne flere modtagestationer i de kommende år både i Danmark og i udlandet. Præcis hvor ønsker John Kaldahl ikke at løfte sløret for endnu, ligesom parterne i den konkrete handel har aftalt ikke at oplyse købssummen.
Læg en kommentar